Espergærde Musikforening
Det er heldigvis ved at være en tradition at DUEN lige inden forårets komme lægger vejen forbi Espergærde Musikforening og spiller koncert i Mørdrup Kirke. I 2018 var det med en udvidet besætning i forbindelse med opførelsen af Carl Nielsens berømte Klarinetkoncert, men til februar bliver det med et rent strygerprogram, hvilket giver lejlighed til blandt andet at opleve to af strygermusikkens absolutte hovedværker: Edvard Griegs Holberg Suite og Schostakovichs Kammersymfoni op. 110a. Holberg Suiten er en klassiker – både i betydningen ørehænger, men også i sit formsprog. Værket er skrevet til Ludvig Holbergs 200-års jubilæum og Griegs hensigt var at genskabe lidt af barokken for den datidige tilhører. Deraf også værkets egentlige titel: “Fra Holbergs tid – Suite i gammel stil”. Schostakovichs Kammersymfoni op. 110a kan vel anses for diametral modpol til Holberg Suiten med sit skæbnesvangre udtryk. Den er en transkription af komponistens Strygekvartet nr. 8, omarbejdet af Rudolf Barschai, en af grundlæggerne af Borodin-kvartetten. Værket er bygget over Schostakovichs signatur bestående af tonerne DSCH og indeholder den smerte og uvished der fulgte denne store russiske komponist igennem hele livet. Dette vil blive en koncert fyldt med store fortællinger.
Program
Dmitri Shostakovich: Kammersymfoni, op.110a
J.S.Bach: O Mensch, bewein dein Sünde gross
Edvard Grieg: Suite fra Holbergs tid, op.40