KLANGRUM – Meditationskoncert med DUEN kl. 14
Tiden kalder på fordybelse, og på at vi hver især kan finde tid og rum, hvor vi kan mærke og lytte til os selv. KLANGRUM er DUENs bud på, hvordan klassisk musik kan skabe det rum, når den bliver spillet med en særlig bevidsthed og tilgang.
KLANGRUM er et præstationsfrit rum for musikere såvel som lyttere, hvor nærvær og autenticitet er i centrum. Rammerne og introduktionen til musikken lægger op til ligeværdighed mellem musikere og publikum, og der stræbes efter at skabe en uformel og afslappet stemning, der inviterer til nærvær og indad-søgen.
Musikken er udvalgt til at have en særlig meditativ funktion og tilhørerne vil få nye auditive klangoplevelser. Man kan, hvis man har lyst, ligge sig ned på sin medbragte yogamåtte eller på anden måde gøre sig det behageligt og være fysisk i ro, så man nemmere kan gå ind i det meditative rum, som DUEN og DUENs dirigent, Morten Ryelund, her skaber. Musikerne er til stede i rummet på måder, der skaber en direkte relation mellem musikere og lyttere. Det er filosofien bag KLANGRUM, at denne særlige tilgang inviterer lytteren til at opleve musikken og sig selv på andre måder, end ved en typisk klassisk koncert.
Arrangementet varer ca. 40 minutter, og der er fri entré.
DUEN er støttet af Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.