Kunstnerisk leder og dirigent
Morten Ryelund er DUENs kunstneriske leder og faste dirigent. Siden DR Ungdomsensemblets oprettelse i 2004 har han været drivkraften bag ensemblet og har siden fortsat sit arbejde med DUEN.
Morten Ryelund (f. 1970) fik sin professionelle dirigentdebut med Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996. Siden har han arbejdet med talrige orkestre og ensembler som f.eks.: Sjællands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, DR Underholdningsorkestret, Malmö Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Stockholm Sinfonietta, Bergen Kammerorkester, Pskov Symphony Orchestra (Rusland), Athelas Sinfonietta, DR Radiokoret, Det Kgl. Operakor og Copenhagen Chamber Orchestra.
Valdemar Lønsted (i KLASSISK Musik): Morten Ryelund har længe spøgt i sidegemakkerne på øverste etage i musiklivet, og nu træder han frem med kunstneriske ambitioner, som vi sjældent møder i det lille Jante-Danmark.
Desuden har han lang og omfattende erfaring i arbejde med unge musikere og har igennem hele sin karriere været initiativtager til en række ensembler og orkestre.
Johannes Søe Hansen (koncertmester i DR Symfoniorkestret): Morten er en sjælden stor musikalsk begavelse. Hans indsigt i, og fortolkning af musikken er altid grundigt gennemarbejdet, personlig, nytænkende og yderst overbevisende. Desuden besidder Morten en sjælden evne til at samle den positive og kreative energi der altid opstår i hans nærvær og bruge den til at få det bedste frem i musikerne.
Morten Ryelund er uddannet dirigent hos Alexander Polischuk ved konservatoriet i Skt. Petersborg 1997-2001. Han er desuden violinist-uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (diplomeksamen 1995).
Allerede som 24-årig indspillede Morten Ryelund sin første CD (Grieg og Carl Nielsen med Københavns Yngre Strygere).
Siden er det blevet til en stribe forskellige indspilningsprojekter. Blandt de vigtigste kan nævnes: Anders Nordentofts “On this planet” med Athelas Sinfonietta og Beethovens 1. og 3. symfoni med Copenhagen Chamber Orchestra.
GODELL (American Record Guide): Their athletic, spirited and rhythmically incisive Holberg Suite is rapidly becoming my favourite version of this oft-recorded work… It´s comforting to know the future of classical music is in such capable young hands.
Læs mere om Morten Ryelund her