Om DUEN

DUEN – Det danske Ungdomsensemble har eksisteret siden 2012. Det blev dannet af repræsentanter for forskellige dele af dansk musikliv for at videreføre arbejdet med unge strygere fra DRUEN, som DR af økonomiske grunde valgte at nedlægge i 2011. Siden da har DUENs finansiering været sammensat af støtte fra Statens Kunstfond og en række private fonde, samt en støt stigende egenindtægt. I hele perioden har Morten Ryelund stået i spidsen som kunstnerisk leder og dirigent.

DUEN består af unge talentfulde musikere i alderen 17-27 år, som bliver udvalgt ved auditions, hvor de kan vinde en plads i ensemblet to år ad gangen. Dette sikrer en stadig fornyelse og giver så mange som muligt adgang til deltagelse. Du kan læse om prøvespillet på denne side.

DUEN er kendt for en særlig spillestil og pædagogik, som Morten Ryelund har udviklet gennem mere end 30 års kontinuerligt arbejde med strygerspil.

Et alsidigt ensemble

Genremæssigt spænder DUEN bredt – fra barok, klassik og romantiske strygerserenader til helt nykomponeret musik. Inden for de seneste år har DUEN således uropført værker af bl.a. Anders Koppel, Signe Lykke og Peteris Vasks. DR P2 transmitterer jævnligt DUENs koncerter, og ensemblet har medvirket i tre tv-udsendelser, hvor musik fra det 20. århundredes blev sat ind i en historisk kontekst.

DUEN samarbejder ofte med nogle af landets mest fremtrædende klassiske solister såsom Andreas Brantelid, Bjarke Mogensen, Janne Thomsen og Michala Petri og har optrådt sammen med internationale stjerner som Håkan Hardenberger og Viktoria Mullova.
DUEN har også markeret sig på rytmiske platforme og inspireret nye publikummer til at lytte til klassisk musik ved bl.a. at optræde på Roskilde Festival, STRØM festival og Distortion og ved at samarbejde med kunstnere såsom Benjamin Koppel og DJ Noize.
Læs om DUENs kommende og tidligere koncerter her.

Siden 2012 har DUEN repræsenteret Danmark i European Federation of National Youth Orchestras (EFNYO). Medlemskabet giver ensemblet mulighed for at danne værdifulde netværk på europæisk plan. Siden 2019 har DUEN været en del af EFNYOs MusXchange-program, som muliggør udveksling af musikere mellem de forskellige nationale europæiske ungdomsorkestre. DUEN har i løbet af sin eksistens været på turné både i Kina, Ukraine, Rusland, Rumænien og senest i Tyskland.

Om DUEN Academy

Da Corona lukkede alle ydre aktiviteter i musiklivet, vendte DUEN sig indad og påbegyndte en kortlægning og systematisering af disse metoder og indsigter. Det blev til DUEN Academy (DA) – et projekt med deltagelse af 18 af DUENs musikere fordelt på fire hold og med forskudte begyndelser fra maj til november 2020 og ind i 2021. Arbejdet foregik delvist online og bestod af holdundervisning/-workshops og individuel coaching.
DUEN Academy blev for første gang vist frem uden for DUENs egne rækker ved konferencen ”Børn og unges vej i musikken” i Herning den 1. juni 2021 arrangeret af det forhenværende projektstøtteudvalg.

DUEN Academy, og dermed alt musikalsk arbejde i DUEN, bygger på en forståelse af begrebet ”den hele musiker”, og hvad der skal til, for at man kan bringe sig selv og andre i denne tilstand. Det handler om balancen mellem de forskellige aspekter af musikerskabet, som bedst illustreres med følgende model:

Ved at dyrke og blive bevidst om de tre aspekter og derefter skabe balance mellem dem, opnår man overskud, øget trivsel, frihed og autenticitet. Dette kan tydeligt mærkes af både deltagende musikere og publikum i form DUEN klanglige signatur: fri klang, afspændthed og musikalsk flow.

Hvis du vil vide mere om DUEN, kan du klikke ind på de andre sider – her kan du blandt andet finde vores CD, se en dokumentarfilm, læse om hvem der er med i ensemblet, læse om Morten Ryelund, bestyrelsen og meget mere.

Tchaikovsky: Serenade For Strings, Op. 48 – 1. Pezzo In Forma Di Sonatina // Det danske Ungdomsensemble
  1. Tchaikovsky: Serenade For Strings, Op. 48 – 1. Pezzo In Forma Di Sonatina // Det danske Ungdomsensemble
  2. Grieg: Holberg Suite – 4. Sarabande // Det danske Ungdomsensemble
  3. Grieg: Holberg Suite – 1. Præludium // Det danske Ungdomsensemble
  4. Sibelius: Andante Festivo // Det danske Ungdomsensemble
  5. Beethoven: Symfoni nr. 7 – 4. sats // Det danske Ungdomsensemble
  6. Beethoven: Symfoni nr. 7 – 3. sats // Det danske Ungdomsensemble
  7. Beethoven: Symfoni nr. 7 – 2. sats // Det danske Ungdomsensemble
  8. Beethoven: Symfoni nr. 7 – 1. sats // Det danske Ungdomsensemble